Træn hjernen ud af stress og depression

  • Træn hjernen ud af stress og depression

30. maj 2018

”Jeg har brug for hjælp. Hjælp til at finde ud af mit liv – hjælp til at genfinde glæden. Gnisten og gejsten – hjælp til igen at interessere mig for mine medmennesker – ikke kun på det overfladiske plan”.

Sådan startede Ullas (navnet er ændret) henvendelse til mig. Hun havde været sygemeldt fra arbejdet en måneds tid pga. stress, men var så småt ved at starte op igen. Med sig bar hun udover arbejdsrelateret stress også en historie, som inkluderede en skilsmisse samt at hun havde mistet et barn, der døde som 12-årig efter en ulykke. Et forløb hun var kommet godt igennem – og en sorg som hun havde lært at leve med. Det var ikke den, der fyldte og drænede.

Ingen empati og ingen energi

Ulla fortsatte: ”En veninde gennem rigtig mange år har i efteråret fravalgt mig pga. min manglende empati. En anden god veninde har jeg haft en lang snak med, og hun siger, at jeg over de sidste år har udvist ovennævnte symptomer, men at hun har det overskud der skal til for at bevare vores venindeskab. Det er på hendes foranledning, jeg retter henvendelse til dig. Fordi jeg ønsker ikke at være en sådan person – og det har jeg heller ikke altid været. Som sidstnævnte veninde udtrykte det – så har jeg mistet nysgerrigheden overfor mine medmennesker.

Jeg føler mig tom – uden energi – og jeg vil inderst inde så gerne dette liv, fordi jeg synes det er fantastisk, og jeg har så meget at kunne glæde mig over. Som jeg har det nu, orker jeg ikke – lytter hellere end deltager i en diskussion – jeg har problemer med hukommelsen – koncentrationen – mit selvværd. Jeg føler mig overfladisk – går ikke i dybden med noget – savner projektet i/med mit liv”.

Når hjernen går i selvsving – og pickup’en sætter sig fast

Ud fra Ullas beskrivelse kunne man få tanken, at her var brug for et meget langt terapeutisk forløb. Sådan en livskrise kan synes helt uoverskuelig, især da for den som bliver ramt.

For nogle år siden var jeg på kursus med en canadisk foredragsholder, som beskrev, hvordan vores hjerner har det med at gå i ’selvsving’, når vi bliver ramt af angst eller depression. Vi får tendens til at tænke de samme tanker igen og igen. Konkret betyder det, at de netværk, som hjernen arbejder i, bliver stærkere og stærkere – og det bliver selvforstærkende: Det bliver de netværk, som vi så bruger mere og mere.

Det bliver svært at tænke alternative tanker – fordi det kræver, at vi i hjernen ’skifter bane’ og aktiverer andre netværk, og det er virkelig svært, når først der er gået selvsving i den. Det er lidt ligesom en gammeldags pladespiller, som sætter sig fast i en rille og kører i den igen og igen: Vi har brug for at få pick up’en løftet ud af sporet og køre videre i en anden rille. Men hvordan?

 Netværkstræning

Ulla og jeg brugte første gang 1½ time sammen, først på at få kortlagt hendes forløb indtil nu, og dernæst få lavet en hypnose, som hun kunne høre derhjemme og træne sin hjerne med. Jeg fortalte om pladespilleren og behovet for at løfte pick up’en. Og for at det kan ske er hjemmetræningen en vigtig ingrediens: Vi skal nemlig have hjernen i gang med at bruge nogle andre netværk, end det netværk som vedligeholder de opslidende tanker. Til det kan en god hypnose med fokus på ro og en dejlig oplevelse i fortiden bruges: At mærke den styrke og den glæde man tidligere har haft i sit liv – mærke at det stadig kan aktiveres.

Men det skal indarbejdes i hjernen – det er sjældent nok bare med en eller to hypnoser hos mig. Man skal gøre det til en vane at træne derhjemme, så hjernen lærer, at den kan skifte netværk hver dag og aktivere de gode og givende tanker og følelser.

Det vi træner, styrker vi

Det er sådan med hjernen som med alt andet: Det vi træner, det er det vi styrker. Hvis vi ikke får stoppet selvsvinget, kan depressionen eller angsten træne sig stærkere og stærkere og blive langt sværere at komme ud af igen. Men vi kan bruge dette princip i den stik modsatte retning, og det er det jeg sætter mine stressramte klienter i gang med: At få aktiveret den del af nervesystemet, som ’tygger drøv’ – der hvor vi slapper af og restituerer. Og så koble de positive tanker og følelser på – mærke glæden igen – og gøre det hver eneste dag. Dag for dag vil man kunne mærke udviklingen, at man kravler op af rillen og kan komme i gang med at leve igen.

Det er hjælp til selvhjælp. Det er klienten selv, som knokler og skaber resultater. Det er ikke hypnotisøren, der gør noget alternativt og magisk. Det er ganske simpel logik, hvis man ved noget om hjernen og nervesystemet. Og det bruges alt for lidt, selvom det er supereffektivt.

Hvordan gik det med Ulla?

Ulla var hos mig to gange. 2 gange. Anden gang gik det rigtig godt fremad, og vi blev enige om at vente og se. Jeg fulgte op efter en måned for lige at høre, hvordan det gik. Ulla skrev tilbage:

”Jeg har det godt og har ikke på nuværende tidspunkt brug for en ny tid. Din hypnoseterapi har virkelig løftet pick-uppen – glæder mig dagligt over, at det havde den effekt på mig. Føler mig tilpas i mit liv igen – og ”fanger” dine ord i mit hoved, når der er knaster på vejen, og så går det hele jo alligevel. ”For jeg kan jo godt”. Roser mig selv, når jeg husker at drage omsorg for mig selv.

Tusind tak for hjælpen – du har fået megen ros i min omgangskreds – og jeg har forhåbentlig åbnet andres øjne for denne form for terapi (specielt hos dig).”  

Meget mere hypnose til stressbehandling!

Vi skal bruge meget mere hypnose og selvhypnose i stressbehandlingen. For det virker – og det virker hurtigt, og det er billigt set med samfundsøjne. Og så giver det den stressramte følelsen af SELV at kunne gøre noget ved sin tilstand – og SELV kunne arbejde sig tilbage til et godt liv. Det har vi brug for: At vi får troen på, at vi kan hjælpe os selv, også når livet er svært.

 

Prøv selv hypnose til behandling af stress og depression

Har du fået lyst til at prøve hypnose til stressbehandling, kan du købe en lydfil her, som du kan træne din hjerne med. 

Gå til bloggen


Kommentarer

bubblemedia