Hvorfor bliver så mange flere unge ramt af stress og depression?

  • Hvorfor bliver så mange flere unge ramt af stress og depression?

17. januar 2017

Måske kender du til unge, der kæmper med angst, depression eller ensomhed? 

Mange unge i dag har problemer med selvværdet eller stress. I 2014 temaet havde Politiken en artikel, som beskrev bekymrende høje tal for, hvor mange unge der er ramt af stress, angst og depression. Og vi hører det igen og igen i medierne - hvordan især pigerne er pressede af meget høje standarder for, hvordan de skal se ud, hvor dygtige de skal være i skolen, hvor populære de skal være, og hvor mange likes de kan få på diverse sociale medier. 

Jeg ser det allerede nu hos min egen 10-årige, som bliver slået ud, når hun mister følgere på musical.ly. Og jeg kan tale rigtig meget med hende om, at der er andet i livet, som måske er mere vigtigt - men i ungdomsårene betyder det sociale fællesskab rigtig meget. Og jo ældre ungerne bliver, jo mere betyder vennerne og kammeraternes anerkendelse ift. forældrenes.

I klinikken møder jeg disse unge piger, som bakser med at finde sig til rette i livet. Bakser med at finde ud af, hvem de er. Og som presses af det høje tempo og alt det, de skal nå. Lange skoledage, fritidsinteresser, job efter skole flere dage om ugen og så at være på de sociale medier hele tiden. Min oplevelse er, at de unge aldrig holder fri og slapper af uden at være på. Har de en ledig stund, bliver den fyldt ud med videoer på youtube og konstante skriverier med deres venner og bekendte på snapchat, facebook, instagram etc. Og billederne, der lægges ud, skal helst vise dem fra den allersmukkeste side - så man får så mange likes som muligt.

Psykologen skal lige klare problemet imellem skole, job og fritid

På et tidspunkt havde jeg en ung pige i behandling for angst. Efter nogle få gange tog jeg en snak med forældrene: Jeg havde fået fornemmelsen af, at jeg lige skulle fikse pigens angst en time hver 14. dag - det kunne lige passe ind mellem skolen og fritidsjobbet. Men vi blev nødt til at se på, hvorfor hun havde problemer med angst. Der var ikke ti ledige minutter i hendes hverdag, hvor hun og ikke mindst hendes hjerne kunne få lov til at koble af. 

Skal man arbejde med sig selv, bliver der nødt til at blive ændret på noget i ens hverdag. Det er ikke nok at gå til en psykolog et par gange om måneden - man skal selv tage ansvar og føle ejerskab. Og man skal give hjernen pauser.. Hvis hjernen konstant skal forholde sig og bearbejde indtryk, bliver den til sidst så stresset, at man begynder at få symptomer på angst eller måske depression. Det bliver svært at sove om natten, og så begynder en negativ spiral - jo mere træt, jo mere deprimeret og jo mindre energi til at gøre noget anderledes.

Jeg ved ikke, om de mange psykiske problemer, som unge oplever i dag skyldes, at de er meget mere online end tidligere - men jeg har haft tanken mange gange. At deres hjerner simpelthen er overbelastede. De holder for lidt fri og laver ingenting.

Nyt website for unge med psykiske problemer

I Region Syddanmark har regionen og fire kommuner sammen udviklet en ny platform online, hvor alle de temaer unge kæmper med i dag, er belyst (eller i hvert fald mange af dem!!). Tjek den ud på www.mindhelper.dk   - og når du har kigget på den, så gå en mindful tur ud i solskinnet og kobl hjernen af! 

 

Gå til bloggen


Kommentarer

bubblemedia