Hvilke tanker lytter du til?

  • Hvilke tanker lytter du til?

12. oktober 2017

I weekenden var jeg på kursus i Psykologfagligt selskab for klinisk hypnose. Underviseren var Michael Yapko, som er en af de største i verden indenfor klinisk hypnose med særlig viden om depressionsbehandling.

Særligt én pointe kom klart igennem til mig: Hvordan bestemmer du, hvilke tanker du lytter til? Når vi er oversvømmede af bekymringer omkring os selv, vores fremtid, vores børn mmm. så har vi tendens til at overhøre alle de tanker, som taler imod bekymringerne. Vi lytter simpelthen for meget til de negative tanker.

Ved at stille guldspørgsmålet: “Hvordan beslutter du, hvad du skal lytte efter og tage alvorligt?” kan terapeuten nogle gange vende et helt liv for en klient. For pludselig bliver det synligt, at man jo aldrig har taget stilling til, om tankerne er værd at lytte til. Og at man faktisk kunne vælge ikke at lytte til dem og i stedet lytte til nogle andre tanker - eller prøve slet ikke at tænke og bare være her i nuet.

Det gav stor mening for mig, og jeg har allerede brugt spørgsmålet i denne uge.

Hvis du eller en du kender er plaget af alt for mange negative destruktive tanker, så prøv at stille spørgsmålet: Hvordan beslutter jeg, om jeg skal lytte til dette? Og hvis jeg aldrig beslutter men bare lytter til det hele, kunne jeg så arbejde på at få en strategi, så jeg ikke behøver tage det hele ind?

Gå til bloggen


Kommentarer

bubblemedia