Gåture, mindfulness og tankemylder

  • Gåture, mindfulness og tankemylder

03. november 2018

Hvis man er plaget af meget tankemylder, så er det der med at være tilstede i nuet meget moderne. Du skal bare være mindful. Bare være med det der er, og så bliver det alt sammen hurtigt meget bedre. Og gåture virker rigtig godt.

Eller…

Så nemt er det faktisk ikke altid. Hvis man har rigtig meget tankemylder, så kan det være vanskeligt at slukke for tankerne, også selvom solen skinner, og man går tur i skoven. For tankerne er gået i selvsving og kører helt af sig selv, uden at man behøver at nære dem.

Spørgsmålet er, hvordan pokker man kan finde knappen, der slukker for tankerne?

Gåture er godt for mange ting, og det er også godt for tankemylder, hvis man vel at mærke bruger gåturen til at øve sig i at være til stede i nuet. Hvis man har et begejstret lille barn med sig, som jubler, når hun løber gennem visne blade, så er det alt andet lige meget nemmere at få fokus på de ting, som er omkring én. Eller en hund.

Hvis man ikke har nogen af delene, så kan man begynde at registrere det, som man kommer forbi, for at få fokus ud af hovedet og ud af tankerne. Sige til sig selv: ”Det er et træ” – ”der er en busk med gule blade” ”der er et hul”…

Brug din mobiltelefon!

Selv elsker jeg at fange små detaljer med mit mobilkamera, når jeg går tur. Jeg leder efter små finurligheder, som naturen har skabt og registrerer det ved at tage et billede. På den måde får jeg holdt fokus ude i min omverden i stedet for at være opslugt af grublerier indeni uden at få sat pris på den mangfoldighed, som er lige rundt om mig.

Det skal siges at jeg ikke bor i noget naturskønt område. Men selv i et på overfladen ganske trøstesløst villakvarter, kan der være smukke små ting som kan give glæde.

At lede efter daglige små glæder virker faktisk rigtig godt på bekymringer og tankemylder. Så kom du afsted ud i efteråret og led efter smukke små ting, som naturen har skabt! 

Registrer glæderne sidst på dagen

Og når du så går i seng om aftenen, så skriv i en lille notesbog på din hovedpude de dejlige ting, som du har oplevet i løbet af dagen: ”Små svampe, der voksede på en bom på vejen”.. ”en kop kaffe i sofaen, mens solen lyste mig i ansigtet” … og mærk glæden lidt mere, inden du lægger hovedet på puden. Så får du efter lidt træning sandsynligvis en lidt bedre nattesøvn og hurtigere indsovning. 

Gå til bloggen


Kommentarer

bubblemedia