Fysiske og psykiske følger efter hjernerystelse

  • Fysiske og psykiske følger efter hjernerystelse

13. august 2019

Hvis du følger mig her på min blog, så ved du måske, at jeg har en del forløb, som handler om hjerner, der er ramt på den ene eller anden måde.

Tidligere har jeg arbejdet som neuropsykolog på Vejlefjord Rehabilitering og som konsulent på Videnscenter for Hjerneskade – og det i kombination med min terapeutiske baggrund har givet mig en solid baggrund til at arbejde med det svære spændingsfelt, som man står i, når ens hjerne ikke længere opfører sig, som den plejer – og man bliver bange eller måske bare utryg over, at det ikke går væk igen.

Hvad er fysiske og hvad er psykiske følger?

For mig er det meningsfyldt først at få skitseret de følger, som den ramte har, på tavlen. Bagefter forholder vi os så til: Hvad er direkte (fysiske) følger efter hjernerystelsen – og hvad er psykosomatiske eller psykiske følger?

Ofte vil de direkte følger, som fx smerter eller udtrætning blive forværret, hvis der oveni også er en psykisk belastning som stress, angst eller måske en gammel sorg. Derfor giver det mening at arbejde med de psykiske og fysiske følger på samme tid. Det vil hos mig bl.a. sige at lære teknikker, som virker stressreducerende, fordi stressreduktion både mindsker smerter, men også stress og angst.

Hvis vi kan få ’ryddet op’ i de psykiske følger og få håbet om bedring tilbage – så kan den ramte opleve, at det går hurtigere fremad, men også opleve, at det bliver nemmere at acceptere, at sådan et forløb tager tid, og at det ikke nytter at presse på.

Stress og hjernerystelse - Henriettes forløb

Jeg har tidligere arbejdet med Henriette, som fik hjernerystelse knap et år, før hun kom til mig. Hun styrtede på cykel i en periode, hvor hun var godt presset på sit arbejde. Hun rejste sig og knoklede videre de første 14 dage efter sit styrt, men så knækkede filmen. 

Det er slet ikke usædvanligt, at mennesker, som er meget stressede, når de får deres hjernerystelse, kan have svært ved at mærke følgerne i starten. Når kroppen er fuld af stresshormon, så mærker man helt reelt kroppens signaler langt mindre. Sådan er vores stenalderhjerne indrettet biologisk: Vi skal kunne kæmpe med sabeltigeren eller løbe vores vej, selvom vi er nok så sårede – her nytter det ikke at sætte sig ned og ømme sig.

Problemet er, at man ikke får taget de hensyn, som krop og hjerne har brug for efter en hjernerystelse. Man kommer til at køre langt ud over grænsen for, hvad hjernen kan holde til. Og pludselig slår hammeren én hårdt, og man må sygemeldes. Og så er der langt hjem. Meget længere, end hvis man havde lyttet til kroppen fra starten.

Henriette kom, fordi hun var gået i stå i sit forløb, og der nu kun skete minimal bedring. Men da vi først kom i gang, begyndte hun at mærke markante fremskridt. Hun har været så glad for forløbet, at hun har skrevet en anmeldelse til inspiration for andre ramte:

Hvad kom du med?

Hjernerystelse, en stresset krop, søvnløshed og lydfølsomhed

Da jeg første gang talte med Ane Katrine, forklarede hun på en enkel, forståelig måde om sammenhængene ved en hjernerystelse, stress og de symptomer, jeg havde - noget, som ingen tidligere var lykkedes med.

Ane Katrine gav mig konkrete råd og redskaber, som gjorde, at jeg - udover at være tålmodig - kunne gøre noget selv: fra at være syg, kunne jeg arbejde på at få det bedre og bedre.
Behandlingen ved Ane Katrine blev et gennembrud i mit forløb ift. at blive rask!

Hvordan har du fået det?

Efter de første 2- 3 behandlinger hos Ane Katrine og træning med hypnoser m.v. forsvandt søvnløsheden og lydfølsomheden. De øvrige symptomer fra hjernerystelsen blev væsentligt reduceret.

Efter flere behandlinger og efter at hypnoserne m.v. er blevet en del af min daglige rutine, er resten af hjernerystelsens symptomer forsvundet. Lette symptomer dukker kun op, når der er for meget i programmet. Det, der står tilbage i min hverdag, er genoptræning.

Hvad har virket (tror du)?

- Redskaber, jeg dagligt anvender, og som har gjort, at jeg har fået det bedre og bedre.

- Forståelige forklaringer på og indsigt i sammenhængene mellem sygdom og symptomer - samt overblik over, hvor langt jeg er kommet hen mod at blive rask.

 

Kender du én, som kunne bruge hjælp til sin hjernerystelse, så del dette indlæg med dem. Eller tag kontakt til mig på tlf. 6055 9194. 

 

Gå til bloggen


Kommentarer

bubblemedia