Find ro med din vejrtrækning

  • Find ro med din vejrtrækning

18. marts 2020

Vidste du, at når du føler dig urolig indeni - måske lidt angst - så kan du bruge din vejrtrækning som et anker til at finde ro? 

Når vi trækker vejret dybt ned i lungerne - helt derned hvor maven bevæger sig ud og ind ved hvert eneste åndedrag - så aktiverer vi nemlig vagusnerven. Den er et rigtig vigtig nerve i vores autonome nervesystem, fordi den hjælper os med at finde bremsen frem. 

Det at kunne finde bremsen har vi brug for, når vi er oppe i lidt for højt gear, uanset om det skyldes stress, angst eller måske en verdensomspændende coronakrise.  

Følelser kan blokere for den gode vejrtrækning

I min klinik ser jeg mange mennesker, som kommer ind med en besværet vejrtrækning. Sådan en vejrtrækning hvor du kun ser den øverste del af brystet og skuldrene bevæger sig.

Som hovedregel så lider de hverken af astma, kol eller bronkitis. Men de har følelsesmæssige problemer, som har sat sig som låsninger i kroppen mellem bryst og mave. Og det betyder, at de får meget svært ved at få den gode vejrtrækning i gang, som kan hjælpe dem til at komme længere ned i gear. 

Find genvej til bremsen uden en terapeut

Sammen med klienten arbejder jeg selvfølgelig med at løse op for spændingerne via den følelsesmæssige bearbejdning i terapien. Men jeg opfordrer også altid til, at man forsøger at arbejde hjemme med vejrtrækningen, fordi vi har brug for at kunne berolige os selv, også før vi er i land i terapien.

I denne film nedenfor kan du høre, hvordan du selv hjemme i stuen kan bruge et gulv og en bog til at hive dig selv ned i tempo.

 

 

Og har du brug for hjælp til at arbejde terapeutisk med de spændinger, som du bærer rundt på, så er du selvfølgelig meget velkommen til at tage kontakt! Ring på tlf. 6055 9194 og læg besked, så kontakter jeg dig, så hurtigt jeg kan.  

Gå til bloggen


Kommentarer

bubble