“Jeg vil gerne arbejde med min sukkertrang, og så er der nok også lidt andet…”

  • “Jeg vil gerne arbejde med min sukkertrang, og så er der nok også lidt andet…”

24. august 2016

Sådan lød den første kontakt fra en kvinde, der gerne ville have min hjælp. Det kunne være oplægget for mange af de kvinder, som henvender sig i klinikken.

Hun var et sted i livet, hvor hun ikke syntes om at være. Livet var som en trøje, hun var vokset ud af. Den var for snæver og virkede begrænsende for bevægelsesfriheden. Det kunne være svært at ånde i den. Hun var trist og havde svært ved at føle glæde. Ofrede sig for sine store børn, knoklede hårdt på sit arbejde uden at føle noget formål med det, og så spiste hun alt for meget - med og uden sukker og masser af brød. Det var svært at prioritere tid til at gøre gode ting for sig selv, selvom der egentlig var tid nok.

Kvinder, som prioriterer tid og penge på at søge hjælp til at finde ud af livet, er en gave at arbejde med som terapeut. De har sat sig et mål om at få det bedre - blive gladere - sove bedre om natten - komme af med trangen til at spise og måske tabe sig. De kommer fulde af motivation for forandring, og de rykker sig hurtigt!!

Jeg føler mig beæret som psykolog, når jeg får lov at være deltager i sådan et projekt. At få lov at være sparringspartner på noget af det sværeste i den andens liv - at blive indviet i det som man allermindst har lyst til, at andre skal se. At kunne hjælpe den anden med at blive bevidst om de værdier og overbevisninger, som hun lever efter - men som gør hende ondt. At gå ind i dem og finde ud af, hvor de kommer fra, og få taget stilling til, om de fortsat skal være en del af ens liv. Og at finde en vej ud på den anden side, så livet bliver et liv, man har lyst til at være i - og et liv, som man kan holde til.

Jeg har haft nogle fantastiske udviklingsforløb med disse kvinder. Det handler om blod, sved og ikke mindst masser af tårer for at komme videre og blive til det menneske, man gerne vil være. Jeg er taknemmelig over at få lov til at være aktiv deltager i deres proces og at se dem folde sig ud og nogle gange tage kvantespring på ganske kort tid.

Kirsten gik hos mig, netop fordi hun gerne ville videre med sig selv og sit liv. Hun var hård ved sig selv og havde svært ved at unde sig selv noget godt. Langsomt - i terapi koblet med hypnose - arbejdede vi os ind til de gamle overbevisninger, som hun havde slæbt med sig fra barndommen, og som var så hårde ved hende. Og vi fik ro på dem, så Kirsten fik plads til at være sig selv og ikke mindst være god ved sig selv.

Efterfølgende skrev hun til mig, hvad hun havde fået ud af terapien:
“Jeg kan meget bedre styre min overspisning, jeg har fået en indre ro. Jeg bebrejder ikke mig selv så hårdt for de fejl jeg laver. Jeg gør helt bevidst ting, som er godt for mig - ikke nødvendigvis ting, som koster penge, men kontakter fx mennesker jeg holder af, slapper af i stedet for at få alle pligterne ordnet, kommer udenfor i haven og nyder det, går en tur et smukt sted, tager til havet og går en lang tur. Dejligt med en psykolog, man kan snakke med.
Jeg kan grine sammen med dig, du griner af det jeg fortæller, aldrig af mig. Det er meget betryggende.”

Måske står du eller en du kender i et vadested i livet, hvor man har brug for en at læne sig op af, mens man finder ud af, hvor man vil hen? Så er du meget velkommen til at tage kontakt til mig!

 

Gå til bloggen


Kommentarer

bubblemedia