Er det krop eller psyke, der er noget galt med?

  • Er det krop eller psyke, der er noget galt med?

11. marts 2018

For nogen tid siden dukkede en ung mand, Søren (navnet er ændret) op i min praksis via sin sundhedsforsikring. Hans læge havde ud fra et spørgeskema konkluderet, at han havde en depression, og derfor kom han nu til mig.

Han havde i et halvt års tid sovet utrolig dårligt, var blevet mere og mere træt, men han syntes egentlig ikke selv, at han var deprimeret. Han var blevet sygemeldt fra sit arbejde, fordi han sov så dårligt, at han ikke kunne komme op om morgenen, og hans døgnrytme var efterhånden blevet vendt helt rundt.

Den unge mand var flyttet hjemmefra og startet på arbejdet for ½ år siden. Han boede helt alene i byen, uden at kende nogen, og han handlede aldrig ind. Det gjorde hans mor for ham ca. hver 14. dag.

”Prøv at beskrive hvordan din dag ser ud i dag” foreslog jeg: ”Hvornår spiser du morgenmad fx?”  Det gjorde han ikke. Han spiste heller ikke frokost.  Han tog en smøg og en kop kaffe. Han spiste aftensmad, take away – typisk en pizza eller pommes frites.  Når han en sjælden gang i mellem prøvede at spise morgenmad, så oplevede han, at han kunne kaste op. Han fik ingen motion, men sad ved sin computer og spillede hele dagen eller natten, afhængigt af hvornår han var vågen. Og så vejede han ca. 140 kg.  

Hvor kunne jeg hjælpe?

Jeg syntes, der var noget som skurrede. Der var såmænd masser af ting i den unge mands bagage, som kunne retfærdiggøre, at han kunne få en depression – men jeg kunne bare ikke mærke tristheden.  Jeg undrede mig mere og mere over, hvor hurtigt lægen havde konkluderet, at den unge fyr havde en depression. Og jeg var meget i tvivl om, hvordan jeg som psykolog skulle hjælpe ham.

Der var tydeligvis flere ting i hans liv, som ikke fungerede, men helt reelt var der ikke meget psykologi i det. Der var en krop, der tydeligvis var træt og havde søvnforstyrrelser, men det lød ikke som typiske søvnproblemer som ved depression. Og så var der en ung mand, som endnu ikke reelt var flyttet hjemmefra og ikke havde lært de helt basale ting, som man skal kunne, hvis man bor alene.

Sørens mor havde fulgt ham ind til mig, og hende hentede vi nu. Jeg bad hende om at lære sin søn at købe ind. Han skulle med ind i butikken og se, hvor tingene stod. Og så skulle han nu i gang med at spise tre måltider om dagen, så det skulle de købe ind til. Og færdigretter kan også fås i udmærkede versioner, så det skulle de købe til aftensmad, hvis det var for svært for Søren selv at lave mad.

Og så skulle Søren gå tilbage til sin læge igen og insistere på at blive ordentlig undersøgt. For der var noget, der ikke stemte ift. de fysiske symptomer. Umiddelbart tænkte jeg, om han kunne have en uopdaget diabetes, som jeg tidligere har set i min praksis. Men der kunne jo også være et stofskifte, som var for lavt eller noget andet i vejen.

D-vitaminmangel

Da Søren kom igen, sov han stadig elendigt, men han var begyndt at købe ind og spise morgenmad. Frokosten haltede stadig, for der sov han typisk. Og så havde han fået svar på blodprøver fra lægen: Han havde alvorlig d-vitaminmangel. D-vitaminmangel kan give symptomer, som minder meget om depression i form af dårligt humør, dårlig søvn – men også muskeltræthed og smerter. Søren var nu sat i intensiv behandling med d-vitamin.

Ved tredje session med Søren var alting begyndt at vende igen: Han havde det langt bedre, sov nu igen om natten, var begyndt at gå en tur en gang om dagen, købte ind og lavede grøntsager med kød til aftensmad. Han var fortsat sygemeldt pga. trætheden, men jeg vurderede, at han i løbet af en måneds tid ville være i stand til at genoptage arbejdet lige som tidligere. Vi afsluttede derfor forløbet.   

For mig blev det endnu en gang understreget hvor vigtigt det er, at vi psykologer ved bare lidt om sammenhænge mellem krop og psyke – og at vores klienter er grundigt undersøgt ved lægen, når de kommer med lidelser som depression og angst. 

Gå til bloggen


Kommentarer

bubblemedia