At kunne være glad, når man græder indvendig

  • At kunne være glad, når man græder indvendig

14. december 2017

Når man er forælder, er noget af det værste som kan ske, at ens børn kommer til skade eller bliver syge.

Jeg har haft gennem årene talt med mange forældre, som har siddet på sygehuset og frygtet for deres børns liv. Det sætter store ar på sjælen at være så bange. Heldigvis går det som regel godt, barnet klarer den og kommer hjem til hverdagen igen - og man kan begynde at se fremad og få bearbejdet de traumer, som måtte være kommet til undervejs.

Men når ens barn bliver psykisk syg, er det på mange måder en helt anderledes situation. Det er sjældent at psykisk sygdom går over igen, og barnet bare får det godt og lever trygt videre. Man skal måske indstille sig på, at navlestrengen for evigt vil bestå, fordi det ikke føles trygt bare at slippe sit barn ud til en verden, som det ikke kan begå sig i.  

Gitte (navnet er ændret) kontaktede mig for at starte et forløb, fordi hendes voksne søn for to år siden var blevet indlagt med en psykose, og siden da nærmest ikke havde været til at få kontakt med. Hun følte, at det fyldte alt for meget for hende: ” Han er indlagt igen igen, og udsigten efter denne indlæggelse er, at han skal flytte til et permanent botilbud. Alt dette er der jo ikke noget at gøre ved, men jeg er ved at blive skør af sorg og selvbebrejdelse. Da dette ikke er noget, der forsvinder, bliver jeg nødt til at forsøge at få lært mig at kunne være i det, uden at det skal være så smertefuldt hele tiden..”

Hun var ulykkelig og samtidig hele tiden i en alarmtilstand – for hvornår blev hun ringet op, at det igen var helt galt, og hun måtte rykke ud? Hun beskrev det meget smukt i en mail: ”Den daglige øvelse er at kunne holde balancen i det hele og lade sorgen få en velbeskrevet plads, så den ikke bliver altoverskyggende og suger energien ud af alle de glædelig oplevelser der også er i mit liv.

Vi havde et forløb på i alt 6 gange, hvor vi både talte sammen, lavede hypnose og ikke mindst arbejdede med de kropslige reaktioner, som Gitte havde.

Hvis vi giver os tid til at mærke vores krop, så får vi nogle gange de mest forunderlige fortællinger fra den. Jeg har haft kvinder hos mig, som får sat form og farve på uroen – og pludselig kan opleve, at al spænding forløses - måske i voldsom gråd - eller i overvældende glæde over lettelsen, blot ved at sætte ord på, hvad de mærker i kroppen.

Gittes vejrtrækning var meget overfladisk, og det var svært for hende at få trukket luften ned i bunden af lungerne. Sammen gik vi på opdagelse – hvor jeg guidede hendes opmærksomhed ned i kroppen og hjalp hende med at holde fokus. Her blev hun opmærksom på, hvordan sorgen sad som en stor mørk klump i maven. Efter at have mærket indholdet i klumpen, få trukket luft ned til den og få energien og tyngden ud af den, blev det muligt for Gitte at forestille sig, at hun kunne flytte den ned i sit ene knæ. Hen et sted hvor den ikke generede hende på samme måde som i maven.

Måske griner du lidt, når du læser om det? Men for Gitte virkede det befriende. Og for mig viste det endnu engang, hvor stor kraft vi mennesker har i os, hvis vi bruger vores forestillingsevner og samtidig dvæler ved kroppens signaler.

Gitte skrev efterfølgende: ”Sessionerne hos Ane Katrine har hjulpet mig til at få skilt tingene af, så jeg igen kan glædes over alt det, der er at glædes over og acceptere den sorg det er at blive pårørende til et ungt menneske med svær psykisk sygdom. Redskaberne og meditationerne hun lærte mig at bruge, gør at jeg ikke føler mig presset og i mentalt alarmberedskab hele tiden. Mødet med Ane Katrine var meget trygt og værdigt, og jeg vil til enhver tid vende tilbage, hvis det bliver nødvendigt.”

Hvis du skulle stå i noget lignende, er du velkommen til at tage kontakt! 

Gå til bloggen


Kommentarer

bubblemedia