Julen er ensomhedens tid

Det snerper til. VI skriver 14. dec. i dag. Det er nu, vi skal hygge os. Tænde masser af stearinlys. Sidde sammen og se julekalender. Købe masser af gaver til alle dem vi holder af. Planlægge juledagene: Hvor skal vi være hvornår? Hvor mange pakker skal vi have købt til pakkelegene?

Jeg ved ikke, hvor mange procent af Danmarks befolkning, som lige nu stresser over december og samtidig glæder sig over, at det igen er julemåneden og det er så hyggeligt. Måske 70%? Måske er det reelt mindre.

Dem, som ikke glæder sig, tier stille. For det passer ikke ind i tonen ikke at være vild med jul. Men jeg synes, det skal siges højt: Julen er hjerternes tid. Ja. Men julen er også ensomhedens tid.

Jeg taler med flere klienter, der er et par stykker i min omgangskreds, og jeg kan også regne mig selv lidt med i flokken af halvensomme sjæle, som ikke er supervild med konceptet jul.

For det bliver så helt utrolig tydeligt, hvor alene man kan være, når det er jul. Når alle andre samles med deres nære slægtninge, og man sidder – måske alene – og ikke skal noget i juledagene.

Måske har man ingen børn eller kæreste. Måske er man deleforældre, og børnene skal være hos den anden forælder. Måske har man ingen familie eller kontakt med sin familie. Måske giver det så lidt glæde at være sammen med familien, at man vælger den fra og hellere vil sidde alene.

Der er mange variationer over ensomheden i julen.

Jeg talte med en klient for nylig, som netop havde mistet sin mor. Det var egentlig ikke så forfærdeligt, for der var ikke nogen stærk relation. Men det som slog hende ud var, at det gik op for hende, hvor alene hun var. Nu var der ikke længere noget valg, at man kunne tage hen til sin mor. Nu var hun bare alene.

Hvordan man holder ensomheden ud, når man egentlig har en drøm om at dele julen med andre mennesker, spille spil, spise uendelige mængder af medister og ris a la mande?
Resten af året kan man (måske) holde den nede og væk fra bevidstheden, men i december bliver den bare så uendelig påtrængende, fordi alle andre ser ud, som om de er glade og hygger sig – og alle andre render afsted til diverse julearrangementer i familien.

Man kan selvfølgelig også gøre noget aktivt for ikke at sidde alene, hvis man har kræfter til det. Måske har man venner, som heller ikke har så mange familierelationer, som man kan teame op med. Melde sig til en fælles juleaften med andre, som heller ikke har en juleaften, de skal til. Melde sig som frivillig et eller andet sted. Åbne dørene og invitere ind.

DR plejer at have et radioprogram kørende, som matcher den slags. Måske kan det blive hyggeligt. Det er lidt en joker, for det er jo fremmede mennesker, som alle kommer med deres personligheder og bagage, og man aner ikke, hvem der kommer ind ad døren.
Men egentlig tænker jeg, at der er noget med accepten af ensomheden og ked-af-det-heden, som er vigtig.

Sidste år skulle jeg have siddet alene juleaften, mine børn skulle være hos deres far og hans nye kæreste. Jeg var nået til, at det var sådan det var – og at det var nærmest ok. Jeg vidste, at jeg ville være ulykkelig og tude en del den aften, fordi det absolut ikke var min drøm om juleaften, dengang jeg fik børn. Og jeg havde planlagt, at jeg ville forsøge at drukne mig selv i et par gode film og en rigtig god gåtur i løbet af dagen.

En af måderne at tackle ensomheden i julen på kunne netop være at give sig selv lov til at være ulykkelig og så give sig selv noget omsorg. Lave lidt god mad til sig selv og købe godt med marcipansnitter. Man kan godt være ulykkelig og så samtidig hygge sig med lidt omsorg for sig selv. Eller det kan jeg i hvert fald.

Hvis du står i sådan en situation i år, var det så muligt at tænke i sådan en løsning, hvor du giver dig selv lov til at være ked af det – og samtidig får skabt noget rart at være i: God mad, stearinlys, en god film? Julemusik? Måske en gang rødvin, hvis det er noget for dig?

Vi må godt være kede af det. Også i julen. Måske især i julen. Og hvis man kan slippe desperationen ved tanken om at skulle være alene - og i stedet finde omsorgen frem for sig selv, så kan det faktisk godt blive småhyggeligt at være sig selv juleaften. Også selvom man er ked af det.

PS: Jeg endte med at komme med på et afbud til mine børns juleaften sidste år. Og det var utrolig hyggeligt. Men nu har jeg forberedt mig til, hvis jeg en dag står i samme situation. Så ved jeg, hvad jeg vil gøre for at rumme ensomheden: Masser af omsorg til mig selv.